14 gode råd til at finde din nye identitet efter hjerneskade
Gode råd er svært at give helt konkret, men alligevel prøver jeg her at komme med nogle input, idéer og råd
- Adskil dig fra din hjerneskade. Du er ikke din skade! Hjerneskaden er noget du har. Hvis din skade sad i knæet, ville du så definerer dig som den knæskadede? Den humpende? Den der ikke kan spille fodbold? Eller ville der være flere nuancer og flere måder at beskrive dig selv på, fx omsorgsfuld, snaksaglig, udadvendt.
- Tænk over, hvordan du taler om dig selv. Hvilken fortælling skaber du om dig selv, når du taler med andre og til dig selv. Vi er selv med til at påvirke det narrativ, den fortælling der er omkring vores levede liv. Og fortællingen kan være selvforstærkende. Så tal lige så pæn til og om dig selv, som du ville tale til og om en ven.
- Vær opmærksom på, hvor du lægger dit fokus. Ligger du dit fokus og al din opmærksomhed på det du ikke kan. Eller på at det du vil have mere af /gøre mere af? Det vi giver opmærksomhed vokser. Når vi fokuserer på noget, er det lige som at sætte et forstørrelsesglas hen over det. Lige som med narrativer og fortællingerne om dig selv, vil det du giver opmærksomhed forstærket. Uanset om det er opmærksomhed på det negative eller det positive. I denne sammenhæng kan al det neutrale betragtes som positivt, da det neutrale ikke er pinefuldt på samme måde som det negative.
- Lav aktiviteter, du kan lide. Aktiviteter er med til at definerer, hvem du er. Og aktiviteter er med til at holde dig i gang både hjernemæssigt og humørmæssigt. Afprøv gerne forskellige aktiviteter. Måske skal du endda på ”skattejagt” og se om der er nogle nye aktiviteter som du kan lide at lave. Eller tidligere aktiviteter, som du måske ikke kan lave præcis som tidligere, men måske kan lave på en anden måde eller i en anden udformning eller anden kontekst.
- Bevar sociale relationer. Husk, at det er i samvær med andre, at identitet skabes og man lærer sig selv at kende som det er nu.
- Hold kontakt til dit netværk. Jeg ved godt, at der måske ikke er det samme overskud som tidligere, særligt lige i tiden efter hjerneskaden. Men det er ok at række ud til folk der tidligere stod dig nær, når du er klar til det. Også selvom der er gået flere måneder eller halve år. Et godt netværk kan være afgørende i processen med at finde sig til rette med det du kan nu.
- Søg også nyt netværk. Skab relationer til nogle, som du kan spejle dig i. Det kan både være nogle der er kortere eller længere i processen end dig selv. Hjerneskadeforeningen kan måske hjælpe dig med at skabe kontakt til andre via de mange lokalforeninger. Der er også forskellige facebookgrupper, hvor det er muligt at blive en del af et onlinefællesskab, eller få informationer om arrangementer i den virkelige verden.
- Hold fri fra din hjerneskade. Du behøver ikke at forholde dig til din hjerneskade hele tiden. Det er lige som med klimakrisen. Kan du godt vide at der er klimakrise, uden at gå og tænke på den hele tiden? Behøver du at tænke på klimakrisen hver dag, flere timer i døgnet, for at kunne affaldssortere? Nej vel. På sammen måde behøver du ikke tænke på din hjerneskade konstant, og hvad du kan og ikke kan.
- Gå ind og ud af sorgprocessen og processen med at finde dig selv. Det er benhårdt at være i selverkendelsen, selvudviklingen, livskrisen og sorgen. Du har brug for også bare at være, og for at lade op. Der er mange måder at lade op på. Nogle er glade for yoga eller mindfulness, andre er glade for at gå en tur, eller sidde i haven op kigge på blomster, og andre igen lader op ved noget helt tredje. Der er ikke noget der er mere rigtigt eller forkert at gøre. Det vigtigste er, at du oplever at det ikke er pinefuldt. Måske er du endda tilfreds eller overvejende glad, mens det står på.
- Skriv evt. din udvikling ned, men ikke hver dag. Måske en gang om måneden er nok til at se forandringerne og stadigvæk kunne huske, hvad der er sket. Hvis du skriver ned dagligt, vil du formentligt have svært ved at se udviklingen, hvilket kan være frustrerende. Huske på at det er en proces der for mange tager år at komme igennem.
- Det er ok at sørge over det, du har mistet. Og det er ok ikke at forholde sig til det hele tiden.
- Du kan ikke sætte sig ned og tænke dig til, hvem du er nu. Identitet opstår i samspil med andre. Du skal ud at eksperimentere, oplever, afprøve, indsamle data for hvordan det er at være dig i verden som den ser ud for dig nu.
- Vær opmærksom på flere forskellige aspekter i dit liv. Det kan godt være at nogle aspekter er fuldstændig forandret, mens andre aspekter i dit liv og dit funktionsniveau er stort set uændrede. At finde sig selv igen er ikke alt eller intet. Det er en proces, som tager tid. Det er en proces der kræver erkendelse, og som kræver accept af hjerneskaden og forandringerne.
- Identitet sker også selvom vi ikke tænker over det bevidst. Men for at skabe forandring kræver det handling.
Hvis du søger yderligere hjælp i processen med at finde ud af hvem du er nu efter en hjerneskade, så kontakt os på telefon 60 59 75 01 og hør, hvordan vi kan samarbejde om at finde den rette vej for dig.
Sidst opdateret 6. juli 2023