Metakognitiv parterapi
Alle parforhold oplever op- og nedture. Mange af konflikterne er de fleste i stand til at løse størstedelen af selv, men nogle gange går der hårdknude i konflikten, og det føles som om konflikten går i ring, spreder sig og forgrener sig ud i andre områder.
Ubevidste strategier
Forhold er forskellige, og dynamikkerne folk imellem er forskellige. Vores første relationer blev skabt i den familie vi voksede op i. Der lærte vi forskellige strategier til at håndtere konflikter på og forskellige måder at være i relationer til andre. De erfaringer tager vi med os ind i voksenlivet.
Mange tænker ikke over at de har lært nogle strategier hjemmefra og som de tager med sig videre. Det sker bare af sig selv.
Strategierne har sikkert været de bedste under omstændighederne. Men i den nye relation, hvor begge parter er voksne kan det være at der er brug for nye strategier og redskaber til en sund og ligeværdig relation.
Langt de fleste er ikke opmærksomme på deres strategier i dagligdagen. Eller måske kan de se at det bliver ved med at gå galt, dog uden at vide hvad de skal gøre i stedet.
Hjælp til jeres udfordringer
Der kan være mange grunde til at få hjælp til jeres parforhold. Måske er forholdet præget af begrundet eller ubegrundet jalousi, og manglende tillid, måske har I forskellige behov for nærvær, måske er antallet af misforståelser steget betydeligt elle måske er det de samme konflikter der kører i ring. Måske er det noget helt andet I kæmper med, som sætter en kile i jeres forhold.
Uanset hvad, kan det være rart at få hjælp af en udenforstående, der ikke tager parti.
Sådan foregår det
For at skabe god tid til at I begge kan komme til orde afsættes der ved metakognitiv parterapi 1½ session af pr gang. Det vil sige at første gang er 90 minutter, og derefter 75 minutter.
Sammen ser vi på, hvad der igangsætter konflikten, og jeres måde at respondere på problemet, altså de strategier I hver især anvender, og hvad det gør ved jer. Det giver jer mulighed for at stoppe op og træffe et valg om at gøre noget andet end I plejer.
Med brug af tavle, samtale, metaforer, analogier og øvelser bliver I klogere på jeres reaktionsmønstre. I får nye strategier og værktøjer til at håndtere konflikterne anderledes.