Mere om psykolog Susanne Hagel-Azeem

Da jeg begyndte at læse psykologi på Aalborg universitet i år 2000, havde jeg en vag forestilling om, hvordan mit arbejdsliv skulle se ud efterfølgende – en ret traditionel forestilling om, hvordan psykologer taler med klienter, som man ofte ser det på film. I virkeligheden en ret snæver forestilling skulle det vise sig.

Allerede på første semester blev vi introduceret til ”biologisk psykologi” – et forholdsvis lille fag, som har fået en kæmpe indflydelse på den vej, min arbejdsliv har taget. Faget lagde grundstenen for min forståelse af, hvordan hjernen fungerer, og hvor basalt vigtige de kognitive funktioner er – altså tænkningen: hukommelsen, evnen til at lære, bearbejdning, de mentale styringsfunktioner så som overblik, igangsætning, beslutninger, logisk tænkning.  Ikke kun vigtige for at fungere, men også for at vi kan føle os som os selv, da disse funktioner også påvirker vores personlighed – hvilket vi først lægger særligt mærke til, hvis de ikke fungerer.

Senere på studiet fik jeg mulighed for at lære endnu mere om hjernen og de kognitive funktioner. Jeg må indrømme, at jeg var noget splittet imellem det jeg troede jeg skulle – nemlig at lave terapi, og så muligheden for at fordybe mig i neuropsykologien, som jeg ikke anede eksisterede før studiestart. Fascinationen af hjernen kom til at have indflydelse på en stor del af studiet – og heldigvis var der stor valgfrihed af emner ved mange af de største opgaver. Det betød blandt andet, at jeg fik mulighed for at fordybe mig i emner som placeboeffekt, kognitive kønsforskelle og søvn. Især søvnen har en enorm indflydelse på vores trivsel, eller mangel på samme.

Som studerende blev jeg introduceret til en bog skrevet af Oliver Sacks, der hedder: ”The man who mistook his wife for a hat” (på dansk: Manden der forvekslede sin kone med en hat). Bogen beskriver en række patienter med skader forskellige steder i hjernen, og hvorledes disse skader påvirkede patienterne på vidt forskellige måder.

Der berettes om en mand, der er lam i den ene side af kroppen, men ikke har erkendelsen af det, og derfor hele tiden forsøger at rejse sig op og gå. Om en kvinde der ikke kan fornemme, hvor i rummet hendes arme og ben er, og derfor fx må se ned på sine ben, om de flytter sig, når hun skal gå. Om manden, der ikke genkender sit eget ben, og derfor forsøger at smide det ud af sin seng. Om maleren, der mister evnen til at se i farver. Om manden, der ikke kan huske nyt de seneste mange år, men godt har kunnet lære at spille klaver. Derfor er han ikke klar over, at han er blevet ældre, og bliver overrasket hver gang han sætter sig ved klaveret over, hvor lærenem han er. Alle historier der fascinerede mig. Og var med til at lede mig mere og mere over i det neuropsykologiske område.

Som neuropsykolog på neurologiske hospitalsafdelinger fik jeg ved selvsyn mødt patienter med alle forskellige typer neurologiske lidelser. Mange af de fascinerende patienter med traumatisk hjerneskade, som jeg havde læst om under min studietid, fik jeg mulighed for selv at beskrive i neuropsykologiske udredninger. Og også klienter med demens, sclerose, hjerneblødninger, hjernerystelser og betændelse i hjernen, der alle på hver deres måde var psykisk og kognitivt påvirkede.

En ting jeg som psykolog har meget fokus på er, at personer med skade i hjernen har en øget risiko for efterfølgende at udvikle depression, angst og stress. Faktisk sker det for ca. 1/3 af de ramte. Det kan der være flere grunde til – fx at man indser at ens livsvilkår har ændret sig, éns ressourcer er reducerede, men man vil fortsætte livet som hidtil uden at være i stand til det.

Oven i det fik jeg også talt med mange pårørende, der ofte blev inddraget for at støtte den ramte. Her blev det tydeligt, at det ikke kun var den ramte, der var påvirket, men i høj grad også den pårørende – ja hele familien var ramt. Pårørende har, lige som de ramte, også en øget risiko for at udvikle symptomer på angst, depression og stress. Ligesom de ramte, kan de pårørendes livsvilkår ændres markant, og de pårørende kan stå i uvisheden.

Hvis det er ægtefællen der er ramt, kan den pårørende måske mangle den sparringspartner, de normalt ville have vendt sig mod for at få støtte. Mange pårørende glemmer sig selv, fordi de er optagede af at gøre det godt for den ramte, eller drukner i huslige opgaver, fordi den ramte måske ikke magter at hjælpe til i samme omfang som tidligere. Det kan i den grad gøre noget ved dynamikken i en familie, når én bliver ramt af en invaliderende sygdom. At inddrage pårørende ser jeg som en naturlig del af behandlingen, for jo bedre familien har det, jo bedre kan de være der for den ramte.

For at blive specialist i klinisk neuropsykologi kræver det blandt andet ansættelse inden for neurologi, rehabilitering og psykiatri. Derfor – og fordi jeg ikke havde lagt tanken om at blive en psykolog i mere klassisk forstand helt væk – glædede jeg mig til ansættelsen i psykiatrien. På et åbent og lukket afsnit samt i distriktspsykiatrien mødte jeg en række patienter med en bred vifte af psykiske lidelser. Personer med svær depression, angst, mani, skizofreni, psykose og udbrændthed. For at blive endnu bedre klædt på til at behandle disse patienter bedst muligt tog jeg en to-årig uddannelse i kognitiv adfærdsterapi.

Da jeg hørte om metakognitiv terapi, var jeg først en smule skeptisk, det lød næsten for overfladisk og også for godt til at være sandt. Men løbende, som jeg hørte mere om den metakognitive tilgang, kunne jeg se, hvordan denne metode bygger på en langt bedre forståelse af, hvordan hjernen rent faktisk fungerer end mange andre terapiretninger. Og at den ikke er helt så overfladisk, som den umiddelbart virkede på mig. Men den metakognitive terapi har et andet fokus end andre terapiformer, nemlig på tænkningens processer, frem for indhold. Her lægges fokus helt anderledes end der, hvor psykologien traditionelt har sat ind.

Der var to ting jeg særligt blev opmærksom på i psykiatrien. Den ene var, at pårørende sjældent bliver inddraget, i hvert fald ikke i særligt stort omfang og lige så naturligt som på de somatiske afdelinger jeg var på. Den anden var, hvor mange kognitive symptomer, der er en del af det samlede symptombillede ved mange af de psykiske lidelser. Og især hvor lidt fokus de kognitive dysfunktioner får i forhold til, hvor stor en rolle de har for den menneskelige selvopfattelse og måde at fungere på.

Fx ses der ved depression blandt andet kognitive symptomer i form af koncentrations- og hukommelsesvanskeligheder, søvnforstyrrelser, opmærksomhedsproblemer og initiativløshed.

Behandling af stress handler blandt andet i høj grad om energiforvaltning – ligesom behandling af hjernerystelse. Selvfølgelig er der også forskelle. Men når hjernen er på overarbejde og bruger mere energi end den har over længere tid, så kan man se nogle af de samme kognitive udfald hos de to klientgrupper. Her er det især udtrætningen, der spiller ind og påvirker tænkningen, og dermed funktionsniveauet. Når man bliver træt, ses det oftere at lunten bliver kortere, man kan få sværere ved at tage stilling til noget, man mister overblikket, isolerer sig mere fra sociale sammenhænge, og kan blive mere trist, når der ikke er overskud til det der normalt ville give glæde.

Når man ikke fungerer som man plejer, og man ikke ved, hvor længe det vil stå på, følger der ofte bekymringer. Det kan fx være tanker om,  hvorvidt der vil være varige mén, om man kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, hvordan éns kollegaer klarer opgaverne, om man vil blive afskediget, og tusind andre ting der står hen i det uvisse. Der er også mange, der tænker tilbage på det, de har mistet, hvordan alting var tidligere, og hvad de skulle have gjort for at have forhindret den nuværende situation. Både bekymringer og grublerier kan være store energislugere. Dette kan for langt de fleste afhjælpes med metakognitiv terapi.

Efter at have været offentligt ansat i 13 år, besluttede jeg i efteråret 2018 at tage springet og blive privatpraktiserende. Drømmen helt tilbage fra studiestart skulle afprøves, og med tre mindre børn havde jeg også behov for mere fleksibilitet end en arbejdsplads ville kunne tilbyde.

Som selvstændig er der frie rammer og ikke en bestemt metode, som skal anvendes, som der kan være krav om ved nogle arbejdspladser. Som selvstændig kan jeg fuldt ud følge drømmen om at kombinere min grundlæggende viden fra neuropsykologien om hjernen, akut krise, kronisk sygdom, pårørendes situation, med min viden fra psykiatrien blandt andet om udviklingen af (symptomer på) stress, angst og depression. Jeg tilbyder dig en evidensbaseret behandling, hvor hele din livssituation forstås i en sammenhæng.